Entreprenør
Livet er enten et vovet eventyr eller ingenting.
ESTP’er (Entreprenører) er sprudlende individer, der bobler af entusiasme og spontanitet. De er ofte konkurrenceorienterede og antager, at konkurrenceånd er nødvendig for at få succes i livet. De er handlekraftige og bruger sjældent tid på at tænke på fortiden. De er så gode til at holde fokus på nuet, at de sjældent bliver fikserede på, hvad klokken er i løbet af dagen.
Teori, abstrakte koncepter og langsommelige diskussioner om globale spørgsmål og deres konsekvenser fanger sjældent en ESTP ret længe. De holder samtalerne energiske og intelligente, men foretrækker at tale om konkrete forhold – og endnu hellere vil de springe direkte ud i handling. De handler ofte uden først at tænke sig om og retter deres fejl undervejs i stedet for at sidde stille og forberede nødplaner og smuthuller.
Kaster sig ud i det
ESTP’er er dristige og modige, ikke bange for at tage chancer eller følge deres impulser. De lever i nuet og kaster sig ud i handlingen med et åbent sind og udstråler selvtillid. Personer med denne personlighedstype nyder drama, passion og nydelse, ikke for den følelsesmæssige spændings skyld, men fordi det er så stimulerende for deres sind. De har en tendens til at træffe afgørende beslutninger baseret på faktuelle, øjeblikkelige realiteter gennem en række hurtige, rationelle reaktioner på stimuli.
Skolen og andre meget strukturerede miljøer kan være en udfordring for ESTP’er. Det er bestemt ikke, fordi de ikke er intelligente, og de kan sagtens klare sig godt, men den disciplinerede, forelæsende tilgang i formel uddannelse ligger bare så langt fra den praktiske læring, som disse personligheder typisk holder af. Det kræver stor modenhed at se denne proces som et nødvendigt middel til at nå målet – noget der skaber flere spændende muligheder.
Det giver også udfordringer, at de stoler mere på deres eget moralske kompas end på andres retningslinjer. De mener ofte, at “regler er til for at blive brudt.” Det er sjældent, at lærere eller chefer synes, at det er en holdning, de kan bakke op om, og derfor kan ESTP’er få et ry for at være rebelske. Men hvis de begrænser balladen, udnytter deres energi og bevarer fokus gennem det kedelige, er ESTP’er en kraft, man må regne med.
Den mindre befærdede vej
Med måske det skarpeste og mest ufiltrerede blik af alle typer har ESTP’er en unik evne til at bemærke små forandringer. Hvad enten det er et skift i ansigtsudtryk, en ny tøjstil eller en brudt vane, opfanger personer med denne personlighedstype skjulte tanker og motiver, hvor de fleste andre typer ville være heldige overhovedet at bemærke noget specifikt. De bruger disse observationer med det samme og påpeger forandringen og stiller spørgsmål, selv hvis det gør andre mennesker utilpasse. ESTP’er er så direkte og ligefremme, som man overhovedet kan være.
Mennesker med ESTP-personlighedstypen er fulde af passion og energi, kompletteret af et rationelt, om end til tider distraheret, sind. De er inspirerende, overbevisende og farverige og naturlige ledere i grupper, hvor de får alle med på at udforske nye veje og spreder liv og begejstring, hvor end de går. Deres sande udfordring er at bruge disse egenskaber på en konstruktiv og givende måde.