Leder
God orden er grundlaget for alle ting.
Folk med ESTJ-personlighedstypen (Leder) repræsenterer tradition og orden, idet de bruger deres forståelse af, hvad der er rigtigt, forkert og socialt acceptabelt, til at bringe familier og lokalsamfund sammen. De omfavner værdier som ærlighed og dedikation, og de værdsættes for deres tilgang som mentorer og deres evne til at planlægge og gennemføre ting grundigt og effektivt. De går gerne foran ad udfordrende stier og giver ikke op, når tingene bliver hårde.
Går foran med et godt eksempel
ESTJ-personligheder tror stærkt på retsstaten og på, at autoritet skal fortjenes. De går foran med et godt eksempel og udviser dedikation, ærlighed og en kompromisløs afvisning af dovenskab og snyd. Hvis nogen hævder, at hårdt manuelt arbejde er en glimrende måde at opbygge karakter på, er det ESTJ’er.
Denne personlighedstype er bevidst om sine omgivelser og lever i en verden af klare, verificerbare fakta. Deres sikkerhed på deres egen viden betyder, at de holder fast i deres principper, selv under hård modstand, og klart fremhæver, hvad der er – og ikke er – acceptabelt. Deres synspunkter er heller ikke bare snak, for ESTJ’er er mere end villige til at kaste sig ud i selv de mest krævende projekter, forbedre handlingsplaner og få styr på detaljerne undervejs, så selv komplekse opgaver ser enkle og håndterbare ud.
Alligevel arbejder ESTJ’er ikke alene, og de forventer, at deres pålidelighed og arbejdsmoral bliver gengældt – folk med denne personlighedstype holder det, de lover, og hvis en partner eller kollega bringer dem i fare gennem inkompetence, dovenskab eller, værre endnu, uærlighed, tøver de ikke med at give udtryk for deres skuffelse. Det kan give dem et ry for at være ufleksible, men det skyldes ikke vilkårlig stædighed, snarere deres tro på, at netop disse værdier får samfundet til at fungere.
Et større ansvar
Den største udfordring for ESTJ-personligheder er at indse, at ikke alle følger den samme sti eller bidrager på samme måde. En ægte leder anerkender både den enkeltes og gruppens styrker og hjælper med at få de enkelte personers idéer på bordet. På den måde har ESTJ’er virkelig alle fakta og er i stand til at lede an i retninger, der gavner alle.