Entertainer
Lev hvert sekund uden tøven.
ESFP’er (Entertainer) er dem, der, når som helst og hvor som helst, spontant kan bryde ud i sang, dans eller latter. De lader sig rive med af øjeblikkets spænding og ønsker brændende, at alle andre skal mærke samme begejstring. Ingen anden personlighedstype er så generøs med sin tid og energi i forsøget på at opmuntre andre – og ingen anden gør det med samme uimodståelige charme.
Leve med Passion
ESFP-personligheder er tilbøjelige til at optræde for andre og virker generelt meget trygge ved at være i rampelyset. Det er dog ikke deres kærlighed til at være centrum for opmærksomhed, der driver denne selvtillid, men deres evne til at fornemme, hvad der er passende i forskellige situationer. De har en bemærkelsesværdig evne til at spejle andres adfærd.
ESFP’er nyder virkelig de helt enkle ting, og intet gør dem gladere end at have det sjovt med en god gruppe venner. Personer med denne personlighedstype vil næsten altid vælge at være sammen med venner frem for at være alene. Med deres unikke og jordnære humor elsker de at være i centrum og få enhver sammenkomst til at føles lidt som en fest.
Det er heller ikke bare facade – ESFP’er har den stærkeste æstetiske sans blandt alle personlighedstyper. Fra personlig pleje og påklædning til et velindrettet hjem har de sans for mode. De ved øjeblikkeligt, hvad der er attraktivt, når de ser det, og de tøver ikke med at ændre deres omgivelser for at afspejle deres personlige stil. Denne type er af natur nysgerrig og udforsker med lethed nye designs og stilarter.
Selvom det måske ikke altid virker sådan, ved disse personligheder godt, at det ikke kun handler om dem selv – de er opmærksomme og meget sensitive over for andres følelser. Når nogen har brug for at tale om et svært problem, er ESFP’er ofte blandt de første til at tilbyde følelsesmæssig støtte og praktiske råd. Hvis problemet derimod handler om dem selv, vil de hellere undgå konflikten helt end at tage den op. Denne personlighedstype elsker normalt lidt drama og lidenskab, bare ikke når de selv er genstand for den kritik, det kan medføre.
En Spontan Ånd
Den største udfordring, de står over for, er, at de ofte er så fokuserede på øjeblikkelige glæder, at de forsømmer de pligter og ansvar, der gør disse bekvemmeligheder mulige. Komplekse analyser, rutineopgaver og det at forbinde statistikker med virkelige konsekvenser er ikke lette aktiviteter for mennesker med ESFP-personlighedstypen. De foretrækker at stole på spontane muligheder eller simpelthen bede om hjælp fra deres store vennekreds. Det er vigtigt for ESFPer at udfordre sig selv til at holde styr på langsigtede ting som deres pensionsplaner eller sukkerindtag – der vil ikke altid være andre omkring dem, som kan hjælpe med at holde øje med disse ting.
ESFP’er anerkender værdi og kvalitet, hvilket i sig selv er en god egenskab. I kombination med deres tendens til at være dårlige planlæggere kan det dog få dem til at leve over evne, og kreditkort er særligt farlige for dem. Da de er mere fokuserede på at gribe muligheder end at planlægge langsigtede mål, kan de opleve, at deres manglende omtanke har gjort visse aktiviteter uoverkommelige.
ESFP’er er velkomne overalt, hvor der er brug for smil, leg og en frivillig til at prøve noget nyt og sjovt – og der findes ingen større glæde for ESFP’er end at tage alle andre med på den rejse. De kan snakke i timevis, nogle gange om alt andet end det emne, de egentlig skulle tale om, og de deler deres kæres følelser gennem både gode og dårlige tider. Hvis de bare husker at have styr på tingene, vil de altid være klar til at kaste sig ud i alt det nye og spændende, som verden har at tilbyde, med vennerne i hælene.