Debattør
Kviktænkende og dristige er folk med ENTP-personlighedstypen (Debattører) ikke bange for at være uenige med status quo. Faktisk er de ikke bange for at være uenige med stort set alt eller alle. Få ting tænder disse personligheder mere end en smule mundtlig sparring – og hvis samtalen bevæger sig over i kontroversielt terræn, er det kun endnu bedre.
Det ville dog være en fejl at betragte ENTP’er som ubehagelige eller ondskabsfulde. I stedet er folk med denne personlighedstype vidende og nysgerrige, med en legende sans for humor, og de kan være utroligt underholdende. De har simpelthen en lidt skæv, modstridende opfattelse af, hvad der er sjovt – en, der ofte indebærer en god portion heftig debat.
At bryde reglerne
Følg den usikre, uafhængige tænkers vej. Udsæt dine idéer for faren ved kontroverser.
ENTP’er er kendt for deres rebelske åre. For denne personlighedstype er ingen overbevisning for hellig til at blive sat spørgsmålstegn ved, ingen idé for grundlæggende til at blive undersøgt, og ingen regel for vigtig til ikke at kunne brydes eller i det mindste testes grundigt. Det kan få ENTP’er til at fremstå hensynsløse eller trodsige, men deres trang til at afprøve grænser handler i virkeligheden mere om deres ønske om innovation og forandring.
Set fra ENTP’ers perspektiv er de fleste mennesker alt for villige til at gøre, som de får besked på, og blindt tilpasse sig sociale normer, pres og standarder. ENTP’er nyder den mentale øvelse, der ligger i at stille spørgsmål til den gængse tankegang, og de føler en vis fornøjelse ved at afdække værdien af underdogs og afvigere. Deres aktive sind kan ikke lade være med at gentænke de ting, som alle andre tager for givet, og sende dem i smarte, nye retninger.
Selvom ENTP’er elsker at brainstorme og tænke stort, har de en tendens til at undgå at sidde fast i at udføre det “slidte arbejde” med at implementere deres ideer, og de kan til tider have svært ved at holde fast i deres mål. På en måde giver det mening – de har alt for mange tanker og idéer til at kunne udføre dem alle. Men medmindre ENTP’er udvikler viljen til at identificere og faktisk følge op på deres prioriteter, kan det være en udfordring at udnytte deres fulde potentiale.
Omkostningerne ved kontrarianisme
ENTP’ers debattevne er legendarisk, men det betyder ikke, at den altid er hjælpsom. Når de åbent sætter spørgsmålstegn ved deres chef under et møde eller piller alt, hvad deres partner siger, fra hinanden, tror de måske, at de forsvarer rationalitet og logik. Men de kan i virkeligheden gøre mere skade end gavn på deres egne chancer for succes og lykke.
Ikke enhver situation kræver denne personlighedstypes sædvanlige trang til at modsige, og de fleste mennesker kan kun holde til at få deres overbevisninger udfordret og følelser tilsidesat i en vis rum tid. Som et resultat kan ENTP’er opleve, at deres lyst til stridige diskussioner brænder mange broer – ofte utilsigtet. Disse personligheder respekteres for deres vision, selvtillid, viden og skarpe humor – men uden en vis grad af følsomhed kan de få svært ved at opretholde dybere relationer eller nå deres professionelle mål.
Med tiden indser mange ENTP’er, at deres ideelle liv involverer andre mennesker, og at det at bruge for meget energi på at “vinde” diskussioner i sidste ende betyder, at de fratager sig selv den støtte, de har brug for for at komme derhen, hvor de gerne vil i livet. Den gode nyhed er, at folk med denne personlighedstype aldrig mister deres skarpe, nonkonforme kant. De kan blot bruge deres kognitive fleksibilitet til at forstå og udforske andres perspektiver og anerkende værdien af hensyn og kompromis sammen med logik og fremskridt.